Mandag aften i uge 30 var jeg på vej til Avernakø. Jeg var et par dage forsent på den, for ø-lejren begyndte allerede lørdag, hvor ø-lejrfolket efter pakningen fredag aften drog afsted i samlet flok i bus. Men jeg havde været oppe på en anden ø i Sverige sammen med nogle venner, og derfor kunne jeg ikke komme før mandag. 

Faktisk havde jeg af samme grund ikke meldt mig til ø-lejren i år. Dels synes jeg ikke, at jeg kunne være bekendt at komme raslende efter at alt var pakket, pakket ud igen og stillet op – og dels kunne jeg ikke overskue rejsen fra Bjørnø til Avernakø med fuldt lejrudstyr og uden bil.

Men så ringede Lotte og sagde, at selvfølgelig skulle jeg med, og bagagen kunne jeg bare sætte hen til hende og Bent Anton, så skulle de nok transportere det over til Sct. Annagades Skole og sørge for, at det kom med i lastbilen. Også min cykel.

Nå efter en masse forsinkelser hele vejen, nåede jeg dagens sidste færge til Avernakø, og der mødte jeg Christian og Mikkel. Jeg spurgte dem, hvor lejren lå, for jeg havde glemt papirerne hjemme. De sagde, jeg bare skulle gå ligeud, så ville jeg komme til lejren, men efter et kvarters tid kom Finn kørende i bilen og samlede mig op. : )

Lejren lå rigtig godt. På en stor eng lige ned til havet og den ’offentlige’ badestrand. Fællesteltet stod pænt, og der var ikke fløjet noget væk. Bordene og bænkene stod som sædvanligt udenfor, og imens jeg gik rundt for at finde en teltplads, vrimlede græshopperne om mine fødder. Der var gang i bålet, og der var som altid rigelig aftensmad, så jeg nåede at få en gang kylling, selvom det var længe siden, de andre havde spist.

Jeg fik hilst på folk, og gik igang med at rejse teltet. Men selvom det var en lun og lys aften blæste det, og jeg havde besvær med samtidigt at få stængerne ind i tunnellerne og holde det fast, så det ikke tog en tur ud over stepperne. Jeg havde lige overvejet at bede en af naboerne om at give en hånd, da Claus og hans datter Sofie fra Københavner-klanen kom og hjalp. Det er en af de gode ting ved ølejren.  Når man har glemt håndklædet ude i regnen, er der altid en, der har et ekstra; hvis man løber tør for læsestof, er der en der har ekstra bøger med, og hvis man mangler en til at give en hånd med ungerne, så er der også en, der vil det.

Næste morgen stod jeg ud af teltet, gik de 15 meter ned til stranden og kastede mig i bølgerne og svømmede en lang tur. Det gjorde mig i godt humør, at jeg ikke skulle stå i kø oppe ved toiletvognen for at få et bad, og de fleste morgener gik jeg bare i havet.
Denne første dag cyklede jeg fra Avernak og over dæmningen til Korshavn for at møde et par venner, der var med i Fyn Rundt og kom ind for at overnatte derude. Korshavn er en dejlig lille lystbådehavn, hvor man også må campere, for mange af smakkejollesejlerne havde telt med og stillede op derude.

Onsdag var min madholdsdag. Nu er jeg ikke født a-menneske, så jeg fik lov at sove længe og møde ind til frokostlavning. Til gengæld var der et par, der fik besøg af familien til frokost, og de kunne så med god samvittighed holde fri, fordi de havde været oppe og lave morgenmad. Ret fleksibelt.

Vi havde købt 58 friske skrubber til spotpris, og Claus filleterede heltmodigt alle 58, og lavede fiskesuppe af benene til natmad.

Vi andre gav os til at pakke fisk, smør, dild og hvidvin ind i foliepakker, der blev lagt på bålet, og viste sig at smage helt forrygende – når onsdagsholdet selv skal sige det, var det ugens gourmetmiddag.

Om aftenen var der ’natløb’ for ungerne, som der også er hvert eneste år med Teena og de unge som storarrangører. Efter løbet var der kakao til børnene og fiskesuppe til de voksne. Ja og så selvfølgelig bål. Det er der hver aften, og meget af aftensmaden bliver også lavet der. Vi fik da både pizzaer og brød, og Claus eksperimenterede med dej i kålblade, men det var ikke nogen god ide.

En ting jeg holder meget af, ved at være på ø-lejr er, at man opholder sig udendørs stort set hele dagen og aftenen, hvis det ikke lige pisser ned, så man går i fællesteltet eller lægger sig i posen med en krimi.

Dagene går med rundbold, badeture, cykelture, spil og snak. Ikke mindst det sidste. Man kommer til at snakke med utroligt mange mennesker om alt muligt, og folk er heldigvis så forskellige, at lige meget om man har lyst til at diskutere litteratur eller ølmærker, kan man finde en ligesindet.

En eftermiddag cyklede jeg rundt for at se øen rigtigt. Jeg kom forbi majstangen og var inde omkring Gitte Ged, der udover alle gederne har en bod med mad (gedepølser etc.) og ting, der er lavet af ged. Alt bliver brugt. Hornene bliver til knapper etc., skindet til tasker og beklædning og kødet bliver lavet til og solgt. Da jeg cyklede videre, så jeg et skilt, der viste til Mosen. Jeg fandt aldrig en mose, men istedet et udsigtspunkt, hvorfra jeg kunne se det meste af øen. Måske var det bare en joke – det med mosen. Men det var fint nok med skiltet, for ellers havde jeg aldrig fundet det sted.

Torsdag aften havde vi vanen tro fest og middag med helstegt dyr. I år var det et lam, der blev fyldt med urter og stod og grillede fra omkring middagstid.

 Til festen inviterer vi altid de fastboere, vi har haft noget at gøre med, og i år, var der rigtig mange gæster. Erna og hendes familie, som vi lejede grunden af, personalet fra købmanden, hvor vi handlede, Gitte Ged og hendes mand, som vi havde købt fiskene af og en hel del flere. Det specielle ved lejren på Avernakø var, at vi lå et sted, som folk skulle henover for at komme til stranden. Der kom mange fastboende for at bade, og vi hilste på hinanden og vekslede et par ord. Derfor blev vi nogle mennesker, som de fastboende snakkede med, og ikke bare et udflugtsmål folk kørte forbi for at få et glimt af de ”tovlige ølejr-folk”.

Claus og Henrik gav den hele armen i fællesteltet på diverse musikinstrumenter, hvoraf i hvert til fald trommesættet bar tydeligt præg af at være hjemmelavet, og øllene og vinen flød i stride strømme.

Ved aftensmaden er der fælles samling. Her afleveres beskeder, diskuteres, brokkes og roses. Om fredagen ved samlingen foreslog Lotte og Finn, at vi tog til Avernakø næste sommer og lejede den samme plads. Vi tog en afstemning om det, og der var bred enighed om at vende tilbage, for sjældent havde vi haft så fed en lejrplads. I skrivende stund venter vi på svar fra Erna, som vi lejede pladsen af.

Lørdag pakkede vi. Det gør vi altid lørdag. Tidligt op og spise morgenmad, smøre en madpakke til turen hjem, og så igang med at pakke fælles ting. Bagefter alle til teltene for at hive fællesteltet ned og pakke det.  Det gik hurtigt og smertefrit, og det var dejligt at pakke i tørvejr. Efter det, galdt det de private telte.  De, der havde meget at pakke og måske var alene afsted med børn, fik en hånd, og vi begyndte at slæbe bagage opad. I år lod vi borde, bænke, hårde hvidevarer og teltstænger, stå i en lade på Avernakø – og det er fordi, vi tror på, vi kommer derned igen.